Kaffe & T

Update #3 – Eksamen

mandag, januar 18, 2016

Nu er jeg helt færdig med min videreuddannelse, og jeg vil gerne fortælle jer lidt om min afsluttende eksamensoplevelse. For det var virkelig en oplevelse, jeg sent vil glemme. Det bliver nok langt. Så er I advaret.

IMG_9786

Som jeg skrev i dette blogindlæg, har hele processen omkring mit afgangsprojekt været anderledes rolig og behagelig, end jeg er vant til fra de fem forgående moduler. Denne stil fortsatte frem til den mundtlige eksamen i sidste uge, hvilket var helt vildt rart og befriende men også snotforvirrende. For hvordan skulle jeg lige gribe denne ro an? Jeg var i dén grad bange for, at hybris ville bide mig i røven, således at jeg efter fem vellykkede eksamener måske var kommet til at hvile lige vel meget på laurbærrene og måtte ned og bide i græsset, bedst som jeg havde lært at tænke, at det nok skulle gå alt sammen….. Jeg skulle jo nødig gå hen at tro, jeg duede til noget, vel?!

En god uges tid før eksamen vågnede jeg midt om natten med en lammende smerte i kroppen. Jeg havde fået et hold i øvre del af ryggen, så jeg hverken kunne bevæge mine arme, mit hoved eller min krop, jeg kunne ikke sidde, ikke ligge, ikke stå uden at det gjorde ondt. Helst ville jeg gerne tage mit hoved af og placere det ved siden af mig, det var simpelthen for tungt at bære på. Jeg prøvede i halvanden dag at spise smertestillende piller og insistere på at bevæge mig, gå ture og tage i svømmehallen, alt sammen med håbet om at løsne op for balladen. Men det gik ikke. I stedet måtte jeg lade kiropraktoren give mig intensiv behandling og efter de første tre gange gik det heldigvis markant bedre. Men det tog alle kræfterne fra eksamenslæsningen. Hvis I ikke har prøvet at være til kiropraktor, kan jeg godt afsløre, at det sætter ting og sager i gang i kroppen. Det er mere end bare nogle knæk! Hele kroppen arbejder efterfølgende, det medfører en stor træthed og ikke mindst en vældig portion kvalme. I hvert fald hos mig.

Om mandagen, 4 dage før eksamen, var jeg således slet ikke igang med forberedelserne endnu. Egentlig stressede det mig ikke, faktisk var det ret befriende at have en undskyldning for ikke at sidde med næsen i bøgerne. Jeg vidste alligevel ikke, hvad jeg skulle gribe fat i. Og jeg orkede faktisk heller ikke. Jeg var spændt, det er klart, men jeg var ganske overbevist om, at jeg nok skulle bestå.

Det skal siges, at jeg, siden jeg begyndte på opgaven, har haft en forestilling inde i mit hoved om, hvordan dispositionen til den mundtlige eksamen skulle forløbe. Det lå givet i problemfeltet, synes jeg. Jeg har jo skrevet opgave om guidet fælleslæsning som formidlingsmetode, derfor gav det mening for mig at føre lærer og censor ind i dét univers ved at starte med at læse et digt op, og ud fra dette digt gå i dialog om opgaven. Jeg har længe vidst hvilket digt, jeg ville bruge, og resten af samtalen kunne jeg jo ikke decideret styre. Så der var ingen grund til at forberede for meget, jeg ville hellere samtale oprigtigt om et spændende emne, end jeg ville remse en masse udenadslære op. Og det vidste jeg helt grundlæggende nok godt, at jeg kunne, selvom jeg ind imellem måtte lufte min uro omkring ikke at være mere struktureret eller nervøs. Derfor var der ret meget ro på mig. Selv da jeg ved en tilfældighed opdagede, at min mundtlige eksamen varede 45 min og ikke de formodede 30 min inkl votering, var jeg overraskende rolig. Det var seriøst mærkeligt!

Jeg ved virkelig ikke, hvor den ro kom fra! Faktisk var det denne uvante ro, der fuckede mest med mit sind. Hvad pokker gik dét nu ud på? Umiddelbart tror jeg bare, jeg glædede mig så meget til at være helt færdig med uddannelsen, at det ligesom var den gulerod jeg jagtede, mere end jeg frygtede et nederlag.

Dagen før eksamen forberedte jeg mig på min åbning af samtalen, jeg skrev små post-its med stikord, jeg gerne ville have ved hånden, og jeg læste min opgave igennem ret mange gange for at finde huller og mangler. Og så kørte jeg hjem, lod papirer og bøger blive i tasken indtil næste dag, hvor jeg flyttede de vigtige papirer over i en pænere taske og først kiggede på dem, da jeg havde en halv time til eksamensstarten. Jeg kunne alligevel ikke nå at blive klogere nu.

Den morgen, hvor jeg skulle til eksamen, fik min 6-årige dreng et af sine flip. Dem får han mange af for tiden, holy shit, han tester os for tiden! Men mere om det en anden dag. Faktum var bare, at han var skidesur og råbte af os, alt var forkert, vi var dumme, og det var en kamp at få ham i tøjet og afsted i skole. Ovenpå dén morgen virkede det faktisk helt som en lettelse at skulle til eksamen. Som jeg skrev på Facebook den dag:

Skærmbillede 2016-01-18 kl. 09.35.14

Og ved I hvad? Det var verdens hyggeligste eksamen! Censor startede med at observere som forventet, men hurtigt var både lærer og censor grebet af såvel digtet som samtalen om ungdomskultur, litteratur og den forskels prisme, der giver flerstemmigheden plads og åbner for nye oplevelser og erfaringsdannelser….. Lærer og censor var næsten lige så meget i dialog med hinanden som med mig. Det var simpelthen så behageligt. Jeg tror, vi var meget heldige med hinanden, vi tre. Sådan kan man nogle gange være heldig. Der var plads til både fælles foundring, opklarende spørgsmål og ægte grin. Jeg har sgu aldrig grinet til en eksamen før. Kun nervøst…

Efter eksamen stod chefen for VIAs diplomuddannelser klar til at møde os og tage os alle tre med til frokost. (I kantinen, bevares. Men den er nu også meget god!)  Jeg var nemlig den første -og eneste – til at lave afgangsprojektet og dermed gennemføre lige præcis denne uddannelse, så det skulle da markeres. Hvilket var helt vildt rart! Jeg var nemlig alene til eksamen, der var ingen medstuderende at mødes med og ingen venner eller familie i nærheden, der havde tid, og det ville sgu være en anelse fladt endelig at nå helt i mål efter 2 års uddannelse og så bare sætte sig ind i en bus og køre hen til kiropraktoren. Lidt bobler og festivitas kunne jeg godt have været med på, men frokosten her var nu også ganske fin. Og helt sikkert meget bedre end at være alene med begejstringen. De delte nemlig glæden, de havde jo også haft en god oplevelse, og chefen var jo glad for det fine resultat.

Nå ja. Det glemte jeg helt: Jeg fik 12.

Jeg blev selvfølgelig rigtigt glad for 12’eren. Ingen tvivl om det. Men jeg vidste også, at det var gået godt, da jeg kom ud. Jeg havde en god fornemmelse og en god oplevelse, og det er klart dét, jeg er gladest for.

I alt har jeg hevet fem 12-taller og en enkelt 10’er ind på denne uddannelse, og gæt engang, hvilken karakter, jeg er gladest for? Min mor spurgte for sjov, hvad den farisæer af en 10’er skulle til for blandt de flotte 12’ere? Jeg svarede, at det er 10’eren, der viser, at jeg er et menneske og ikke en maskine. Desuden har jeg knoklet langt hårdere for lige præcis dén karakter, end for nogle af de andre. Det var klart det modul, der faldt mig sværest, og oveni hatten gik mine forældre fra hinanden efter næsten 45 års ægteskab just som jeg sad med dén opgave op over begge ører. Tag ikke fejl, jeg er så taknemmelig for det 10-tal! Desuden skal jeg ikke bruge karaktererne til en fløjtende fis. Jeg skal bruge eksamensbeviset for uddannelsen!.

Nu smider jeg denne eksamensfortælling ned i min samling af gode oplevelser, for dem samler jeg på. Det er mit nytårsforsæt for 2016.

Og så går jeg ellers på jobjagt. Hvis I kender nogen, som har hørt om noget, som har med formidling af kunst og kultur for børn og unge at gøre, så giv mig endelig et praj. Overvejer I selv at læse denne diplom, så skynd jer at springe ud i det. Jeg har været vild med det og kommer lidt til at savne det nu!

For mig markerer denne eksamen meget mere end endt uddannelse. Den markerer også en endt sygemelding! Den sparker stressen i røven og holder angsten mast nede i jorden. Den minder mig om, hvor langt jeg er kommet, og det betyder uendeligt meget for mig. Så undskyld hvis jeg fremstår blærerøvsagtig. Jeg er bare så lettet og glad og vil gerne dele det med jer. Tak, hvis I har gidet at læse så langt!

 

 

Update #2 – Tone

torsdag, januar 7, 2016

Ja… okay… Det går lidt sløvt med at få skrevet updates og få lukket ordentligt ned. Jeg tror faktisk, min hjerne lukkede mentalt ned for bloggen, den dag jeg bekendtgjorde, at lukningen var på vej. Og det er vel ganske positivt, for siger det ikke bare noget om, at det er det rette spor, jeg følger? Jeg tror det. Behovet for at skrive forvandt som dug for solen den dag i november. Lysten til at skrive er der stadig, men trangen…. Den der følelse af, at det MÅ jeg bare have ud på skrift for at kunne fungere, dén har jeg ikke for tiden. “Kan du ikke bare lukke ned nu og her så?“, spørger min mand. Men nej. Jeg vil stadig gerne lukke ordentligt ned. Dels af respekt for jer, der troligt har fulgt mig, kommenteret, taget del i porcessen, men også for min egen skyld. Jeg kan godt nogle gange komme til smække døre eller brænde broer bag mig, når jeg trænger til et skift, – sådan skal det ikke være denne gang.

Desuden tænker jeg, at nogle af jer gerne vil høre lidt om, hvordan det går med ungerne, nu hvor vi skriver 2016, 4 år efter at jeg første gang lukkede op for min verden herinde. Så her følger en lille update.

tone cool 1

Tone

Lad os starte med Tone, da hun nok er det af mine børn, der har fyldt mest herinde. Tone er nu 8 år og går i 2. klasse, og hun er en stor, fantastisk og sprælsk frøken, der har skiftet kjoler og fletninger ud med skinny jeans og knold på toppen. Det er kun en god måneds tid siden, vi sammen med Tone afsluttede Cool Kids-forløbet hos Ungliv.dk, men vi har allerede vænnet os til vores nye hverdag – for det er præcis, hvad vi har fået. Det er en helt ny oplevelse at være forældre til Tone nu, og at være Tone, ikke mindst. Sikke en forskel. Det er næsten ikke til at forstå, at vi i så mange år har kæmpet aften efter aften med angst og urolighed, med tårer og utryghed, med et barn, der vågnede, så snart der skete den mindste forandring. Det synes som evigheder siden, vi kæmpede med grædende datter, der ikke ville afleveres i skole eller kunne holde ud at komme i SFO. – Men det er ikke ret længe siden. Og vi kan sagtens genkalde følelsen, jeg får et sug i maven alene ved at skrive om det. Det hele er bare så anderledes nu. Hun arbejder virkelig med sig selv, hun tager tyrene ved hornene, og hun taler til andre mennesker i stedet for at gemme sig. Der er en lethed omkring hende nu, som er uvant og vidunderlig. Dels fordi vi har fået et fælles sprog at bruge om det, der er svært. Og dels fordi hun har fundet tiltro til sig selv. Hun ved nu, at hun kan meget mere, end hun før har troet. Det gør en kæmpe forskel.

Hun har fået rigtigt fat i læsningen og ligger nu og læser hver aften i sengen. Det er slut med at slå over i engelsk, når man taler hemmeligt, for hun opsnapper mere, end man lige tror. Hun er bevidst om, at hun selv er med til at skabe en god dag, både for sig selv og for andre. Afhængigheden af bedsteveninden er løsnet, – de er stadig hinandens bedste, men de bevæger sig mere frit uden hinanden som sikkerhedsskjold. Hun spiller klaverkoncert foran 70 mennesker uden at kny, og hun går ind i sin egen seng igen, hvis hun har været oppe for at tisse om natten. En enkelt gang har hun endda ligget nede hos os om natten og konstateret, at hvis hun kunne falde i søvn i vores seng, kunne hun vel gøre det samme i sin egen, hvorefter hun marcerede op i seng midt om natten. Jeg er stadig lidt i chok….

Selvfølgelig kan hun stadig ende i vores seng. Og nogle gange skal hun lige mindes om, at hun kan alt det, hun vil og sikkert mere til. Men hun blomstrer og gror i stor stil, så hun næsten ikke er til at kende, hvis det ikke lige var for de lyse krøller, der fortsat ligner sig selv. Hun er på mange måder sin egen, hvilket hun altid har været. Hendes veninder går til dans sammen, men hun vil hellere svømme. Hun elsker at slås og bryde for sjov og hun er ikke bange for at gå i flæsket på hverken sin far eller sin bror.

Tone cool 2

Tone er et kærligt og omsorgsfuldt væsen, det har hun alle dage været, men det er endnu tydeligere nu, hvor hun har mere ro på og kan rumme andet end sine egne, til tider overvældende, følelser. Der er så mange smil, og så få tårer. Der er masser af både fornuft og nysgerrighed. Temperamentet har hun stadig, bevares. Der bliver trampet i gulvet, når forældrene er dumme og ikke fatter, hvor brændende hun ønsker sig en iphone eller lignende, men andet havde jeg sandelig heller ikke forventet. Til forskel fra før bliver døren til værelset ikke bare smækket men også låst – det har hun fået smag for efter at have erfaret, hvor ufarligt det er. Særligt fordi hendes far har vist hende, at døren kan låses op med bagenden af en teske. Fagre nye verden.

Der er fuld fart på den unge dame, det er der virkelig. Og vi nyder det hele, både det gode humør samt alle de aftener, vi pludselig kan bruge på os selv og hinanden i stedet for at rende i pendulfart op til hende. Vi nyder at kunne tage ud og besøge venner uden at have hende siddende på nakken, fordi nu tør hun alligevel godt at lege med de andre. Så skal vi bare lige lære at vænne os til, at hun også gerne helt selv bevæger sig ud på en gåtur i nabolaget for at samle kogler, eller hvad hun nu finder på. Kontrasten er til at få øje på, og vi prøver så at vokse i samme tempo som barnet. Det er nok mig, der har sværest ved det. Men jeg øver mig i at give slip, og jeg synes faktisk, vi klarer det ret okay.

Hvor er jeg glad for, at vi fik bedt om hjælp. Så inderligt glad! Hun er på én gang vores dejlige, krøllede Tone-bone og samtidig en helt ny pige. Jeg er så utroligt stolt af hende og hendes udvikling. Egentlig var jeg bekymret for, at angstprædikatet ville forfølge hende og sætte sig fast i hendes identitetsforståelse med al den opmærksomhed, angsten fik i løbet af efteråret, men aldrig har angst fyldt så lidt i vores liv, som nu. Det er magisk.

Tone cool 3

(Photocredit for disse lækre billeder går til Lars Hur, som kan findes på Instagram som @Larshur. Han tager virkeligt fine billeder!)

 

 

Update #1 – Det der studieliv

torsdag, december 17, 2015

Jeg lovede jer nogle updates, og updates skal I få. Nu er der nemlig så småt ved at være lidt tid og overskud på kontoen igen, og jeg vil så utroligt gerne lukke dette kapitel ordentligt ned, før jeg kaster mig ud i noget nyt.

 

Første update handler om studielivet.

Jeg har afleveret den allersidste opgave nu. Aller-allersidste. BUM! Da jeg blev færdiguddannet lærer, troede jeg aldrig, jeg skulle læse igen, og denne gang er det lidt samme oplevelse, jeg sidder med. Det var nok sidste omgang. Men man ved jo aldrig, hvad livet byder på af muligheder og omveje, så jeg forholder mig afventende og siger: Sidste aflevering i laaaaaaaaang tid. Og hvor er det fedt!

Det er to og et halvt år siden, jeg påbegyndte min efteruddannelse. Først i Aalborg på kandidaten i Læring- og Forandringsprocesser, sidenhen på VIA med et skift til diplomuddannelsen. Et vanvittigt godt skift for mig, i øvrigt. Det der pendlerliv og de lange dage med gruppearbejde havde ikke bare kvalt mig, det havde ganske givet også nedlagt min mand med stress af kaliber. Nøj, hvor løb han stærkt. Og hvor bar hans brede skulder rundt på meget! Det var SÅ godt, at jeg ændrede kurs. Jeg er stolt af, at jeg turde, når jeg ser tilbage… For det var fandeme ikke let at indse, at der igen var noget, jeg ikke kunne, og at alle de møllehjul, jeg havde fået sat igang, skulle bremses uden at jeg på dét tidspunkt havde alternativer klar. Heldigvis flaskede det sig – og de voldsomme bekymringer jeg dengang havde omkring skiftet blev manet fuldstændigt til jorden. Sådan er det gerne i retrospektets klarsyn, ikke?

På diplomen måtte jeg også  sande, at jeg stadig kunne ramme ved siden af. Et enkelt modul var så utroligt fejlvalgt, viste det sig, da jeg var igang med det. Men kroppen talte sit tydelige sprog, og endnu engang formåede jeg at lytte. Dér ligger den store forskel på gamle T og nye T, som jeg engang var så optaget af. Nye T kan mærke sig selv. Nye T tager forholdsregler.

I løbet af de to år med diplomuddannelse på dagsordenen har jeg gennemgået lidt af en udvikling. Opgaveaflevering har været forbundet med enorme mængder stress og præstationsangst. Jeg glemmer aldrig, hvordan hele min krop rystede, selvom jeg holdt fri og var til fødselsdag. Jeg væltede alle glas omkring mig og kunne slet ikke trække vejret ned i maven. Ved hver aflevering tænkte jeg, at nu ville jeg dumpe. Og hver gang gik det forrygende. Fuck for en rutsjebane!

Denne gang er det anderledes. Jeg har lige afleveret mit afgangsprojekt. 25 sider om Guidet fælleslæsning med unge, om æstetisk virksomhed, om almen dannelse og om autoetnografisk undersøgelse af eget projekt. Jeg tror ikke, det er en fantastisk aflevering, faktisk er jeg ret sikker på, der er nogle løse ender hist og her. Men jeg er til gengæld også ret sikker på, at jeg ikke kan dumpe med den aflevering. Særligt ikke når jeg har en mundtlig eksamen at forsvare den med. Og jeg stræber ikke efter topkarakterer, jeg higer efter gode oplevelser. På det plan er opgaven en succes allerede, hvilket er en helt ny oplevelse. Processen har været så meget bedre end med de andre opgaver, og det skyldes 3 faktorer, er jeg overbevist om.

1 ) Jeg har efterhånden lidt erfaring med opgaveskrivning og med at bestå, det giver en vis ro.

2) Jeg er mindre stresset sådan generelt. Jeg har det GODT! Virkeligt godt. Jeg kan forudse, hvornår jeg smelter, og jeg kan passe på, så det ikke sker. Og der er altså langt imellem nedsmeltningerne, jeg er sgu ligesom de fleste andre nu, tror jeg.

3) Min skriveplads på fællesværkstedet. Det har været helt igennem fantastisk at have et kontor at tage ind på, det har været min arbejdsplads, hvor jeg har knoklet igennem, og hvor jeg har holdt frokostpause og kaffepause med søde værkstedsroomies. Og når jeg så har været hjemme, har hjemmet været mit fristed i stedet for mit fængsel af dårlig samvittighed, hvor bøger og noter lå spredt overalt. Jeg elsker det værksted. Og jeg bliver ved med at komme der, selvom opgaven er færdig. Så må jeg skrive noget andet :-) Jobansøgninger fx.

Så…..

Sidste opgave er afleveret. Medio januar har jeg så min sidste eksamen. Og så har jeg en fleksibel diplom i formidling af kunst og kultur for børn og unge. Det er verdens længste titel. Men det føles også som verdens længste rejse, så egentlig er det vel meget passende.

Shit, hvor jeg glæder mig til at komme ud og bruge det i praksis. Ansæt mig, kære biblioteker, teatre, kulturinstitutioner…. Bare gør det. Jeg er klar.

 

Alt har sin stund

tirsdag, november 10, 2015

Således har også min stress og angst haft sin storhedstid. Og sikke en tid.

Vi nærmer os 4-års-dagen for min sygemelding, og i samtlige 4 år har jeg skrevet stort og småt herinde. Både det svære, det nære og det kære. Men uanset hvor meget, jeg har fastholdt, at bloggen skulle være et sted med højt til loftet og plads til ALT, så føles den efterhånden for trang og tung at have med på slæb. Stressen og angsten ligger tungt heri. I bloggen. De er fundamentet, om jeg vil det eller ej.

Men jeg er ikke den samme mere. Jeg startede bloggen, fordi der var så meget, der MÅTTE og SKULLE ud. Samtidig var der en trang til at skabe noget, at genfinde min skriveglæde, at finde en udtryksform. Jeg tror ikke, det havde været muligt for mig, IKKE at skrive en blog. Den har været livsvigtig for genopbyggelsen af mit selv, hvor højpandet det end lyder. Men nu har den haft sin stund.

På samme måde som jeg har haft brug for at slippe ordene ud her på bloggen og fjerne dem fra mit hoved, har jeg nu brug for at slippe bloggen og fjerne vægten om mine fødder. Jeg er ikke flov over den grimhed, jeg har vist frem. Jeg er ikke ked af at have synliggjort min sårbarhed. Tværtimod er den skriftlige fremstilling af min nedtur noget af det, jeg er stolt af at have formået. Jeg har delt min verden med jer, og I har haft modet til at dele tilbage. Gensidigheden har gjort mig så godt.

Men jeg har brug for at være andet og mere nu. Jeg har mange gange sagt det – eller rettere; skrevet det – herinde. At jeg er andet og mere end min sygemelding. Alligevel har jeg ikke haft modet til at løsrive mig fra den.

Det har jeg nu.

Om lidt er en æra forbi. Jeg afslutter min diplomuddannelse til januar, derefter er jeg jobsøgende. Hvilket billede af mig vil jeg gerne vise frem i den forbindelse? Det er det, jeg har tænkt over. Jeg har brug for at bruge mit krudt på den professionelle T. Hende, der brænder for formidling, for børn og unge, for kunst og kultur. Hvem er hun? Hvad kan hun? Det skal jeg undersøge. Når jeg kan etablere et fællesskab og en forståelse omkring det, der har været det sværeste i mit liv, hvad kan jeg så ikke etablere på grundlag af min faglige interesse?

Jeg bygger noget nyt op henover vinteren, tænker jeg. Noget, der flytter fokus fra min navle til mit hoved. Og jeg glæder mig helt vildt meget. Selvfølgelig er det vemodigt at tage afsked med Kaffe & T, men ikke så meget som det er spændende at starte et nyt kapitel.

I slipper dog ikke for mig lige med det samme. Frem mod årsskiftet vil jeg se tilbage på den tid, der er gået. Rippe op i dét, der var, og give en status på, hvordan det er nu. Måske tør jeg endda drømme lidt om, hvordan det bliver engang. Jeg overvejede at lave en slags julekalender med 24 tilbageblik, men realiteten er jo, at jeg sidder med afgangsopgave til op over begge ører frem til midten af december, så jeg må hellere starte nu her. Og så må vi se, hvor mange tilbageblik, der kommer. Jeg vil jo nødigt love mere, end jeg kan holde.

Jeg håber, I har lyst til at følge med i sidste etape og hjælpe mig med at få rundet dette kapitel af. For I, der læser med, kommenterer, deler jeres oplevelser med mig på den ene eller anden måde, I er en kæmpestor del af dette kapitel. Jeg skylder jer en takketale. Den må i få til nytår som absolut sidste pip fra denne side…

Det var bare lige det, jeg ville sige.

Skærmbillede 2015-11-10 kl. 12.25.47

 

 

Min egen lille arbejdsplads

fredag, november 6, 2015

Jeg har ikke fortalt som meget om mit værkstedsfællesskab, hovedsageligt af den sølle grund, at jeg ikke har været så god til at få det brugt. Men det har jeg endelig fået lavet om på. Således sidder jeg i skrivende stund på min pind på Strandvejen som sidste kvinde på kontoret og skribler løs. Ja, det er klart en overspringshandling at sidde her og blogge i stedet for at skrive på min opgave, og ja, der er faktisk også nok overspringshandlinger at finde på hernede, skønt jeg hverken har vasketøj, opvask eller rod at forholde mig til. Men det er alligevel godt at være her. Det er inspirerende. Og jeg får da noget fra hånden trods alt.

Idag er det tredje gang på en uge, jeg sidder her, og kendetegnende for mine værkstedsdage er, at jeg helst sætter god tid af til dem. Det koster lidt på samværskontoen med familien, når jeg først kommer hjem til spisetid på disse dage, men det giver til gengæld bedre samvittighed til at prioritere mand og børn fuldt ud de andre dage. Intet er gratis, vel. Alt har omkostninger. Men idag giver det sig selv; det ene barn til fødselsdag og det andet barn i skolebio med sin far og to venner. Så selvfølgelig vælger jeg at være på værkstedet idag.

Skærmbillede 2015-11-06 kl. 17.20.15

Et kig ind til min lille krog bagerst i billedet

 

Det hyggelige ved at være her er, at stedet summer af kreativitet og stemning. Her er efterhånden ret meget liv, hvilket også betyder, at her er nogen at spise frokost med, nogen at vende stort og småt med, nogen at blive inspireret af. Jeg bliver fortrøstningsfuld trods den ulidelige ventetid på svar angående det formidlerjob, jeg har søgt. For hvis jeg ikke skal til samtale, så skal jeg nok noget andet. Så må jeg skabe mig en anden vej. Jeg vil jo så utroligt gerne skrive. Og tegne. Og formidle. Her i mit værksted møder jeg kvinder, der på hver deres måde og med deres forskellige medier og værktøjer fortæller historier, formidler, lærer fra sig, kreerer og skaber deres egne veje. Hvor får jeg dog lyst til at gøre det samme. Så jeg håber stadig på at få jobbet, jeg har søgt. Men jeg har ikke noget imod at drømme om andre muligheder også.

Først skal jeg dog skrive det afgangsprojekt. Det skriver jo ikke sig selv. Jeg har som sædvanligt svært ved at få ordentligt hul på det, jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor jeg er så dårlig til at komme ud af starthullerne, men det fungerer på samme måde hver gang: Jeg har et overordnet billede af produktet, jeg skal lave, men jeg så holistisk anlagt, at jeg har brug for at kende hele opgavens struktur, før jeg kan fokusere. Desværre giver strukturen først sig selv, når jeg har læst en hulens masse og bliver så presset på tid, at jeg bliver nødt til at gå med min umiddelbare indskydelse og træffe hurtige valg. Derefter har jeg drøntravlt! Jeg vil så gerne prøve at have mindre travlt denne gang. Så jeg tvinger mig selv til at skrive uden at have det forkromede overblik, og det holder altså lidt hårdt. Jeg skal nok nå i mål – as ususal – men jeg glæder mig ikke til de sidste 14 dage før aflevering, så meget tør jeg godt afsløre.

Den tid, den sorg. Nu kalder fredagshyggen.

Ha’ en dejlig weekend derude.

 

 

 

Side 1 af 15512345102030Sidste »

Kaffeogt

Kaffeogt

Smiler din kaffe også til dig?

Facebook

Instagram

LCHF-forum

Bloglovin

Follow on Bloglovin

Prøv også at tjekke dem her…